Der kan være mange årsager til at starte i terapi. Måske ønsker du mere klarhed, glæde og overskud i din hverdag. Måske lider du af stress, angst, ensomhed eller depression. Måske oplever du, at have det svært i dine relationer, eller at du hænger fast i de samme gamle tanker og følelser.
Det kan også være du oplever udfordringer med dit selvværd, din identitet, måden du knytter dig til andre på, eller generelt har det svært med livets til tider svære, eksistentielle grundvilkår.
Måske har livet bragt nogle sår eller udfordringer, som lige nu har brug for at blive mødt. Mødt med omsorg, forståelse og plads så det kan hele og blive levende. I vores samtaler taler vi om det, der er vigtigt for dig nu og her. Intet er forbudt eller forkert. Tryghed og tillid os to imellem er essentielt.
Vi ved, at følelser er en størrelse der kommer og går. Men nogle følelser bliver hængende og "larmer" på forskellig vis. Det sker, når de har et vigtigt budskab eller vil mærkes og forløses.
”You can not leave a place until you have arrived”. - Leslie Greenberg, grundlægger af EFT-metoden
Hvad kan du få ud af terapien?
Emotions-fokuseret terapi (EFT) er en evidensbaseret terapi-form. Det vil sige, at der er videnskabeligt belæg for at metoden virker. EFT kommer omkring det kognitive og kropslige, men er i sagens kerne oplevelses-orienteret. Den tager udgangspunkt i dét som er levende og aktivt nu og her: vores følelser, som ofte agere mødested mellem tanke og krop.
Den Emotions-Fokuserede Terapi ser følelser som et indre navigationssystem.
Det er dine følelser der fortæller om noget er godt, svært, vigtigt eller farligt. De er signaler der giver os mulighed for at spore vores behov, og fortæller os hvordan vi kan handle i en given situation.
EFT bygger på teorien om de primære adaptive/maladaptive, sekundære og instrumentelle følelser. De primære følelser (som groft sagt er: glæde, sorg, vrede, frygt og skam) vil vi gerne have et nogenlunde frit forhold til. De forløser og hjælper os med at slippe noget. Vi retter os ud og kan pludselig trække vejret igen. For at kende sine følelser, kræver det at man er blevet set og rummet i disse følelser i sin opvækst. Det er ikke alle forundt. Derfor, af ren og skær overlevelse, viser man sig selv og omverden noget sekundært: Man bliver måske mere indadvent og trist, selvom man inderst inde er rasende. Eller omvendt: man udadreagerer, og bliver uforholdsmæssigt vred, selvom man inderst inde er bange og sorgfuld og har brug for trøst.
Det er bøvlet. Og det skaber indre uro og kaos i relationerne. Men det behøver ikke at blive ved med at være sådan. I et trygt rum kan vi sammen udforske hvad der rører sig inderst inde og give følelserne mulighed for at forløse sig.
Jeg møder dig med ro og empati. Jeg tør udfordre dig. Du bliver ekspert på dig selv og jeg er din procesguide. Det kræver ofte tårer, vrede, øjeblikke af skam, sorg og frygt. Men næsten altid også stor ro og glæde, efter du er blevet fortrolig med det budskab, dine følelser har til dig. Du vil blive klogere på dig selv, dine følelser, din ageren og dine muligheder. Det er denne rejse, jeg kan støtte dig i.
"We need to live in mindful harmony with our emotions, not attempt to control them" - Leslie Greenberg, grundlægger af EFT-metoden
Copyright © 2023 Sille Kløvedal - Alle rettigheder forbeholdes.